Maquipucuna

Maquipucuna er en ecuadoriansk miljøorganisation, der blev etableret i 1988 og som arbejder med naturbevarelse og turisme.

Et af projekterne arbejder for at redde et stykke regnskov i bjergene nord for Quito, hvor der bl.a. er fundet 370 forskellige fugle. Blandt dyrene er der set både pumaer, brillebjørne, flagermus, vildsvin, tapirer og hjorte. Mange af planterne og dyrene i Maquipucuna er truede og en del findes kun i dette område.
Maquipucuna reservatet består af 5000 hektar skov beliggende 1.200 - 2.800 meter over havets overflade, temperaturen varierer mellem 14 C og 24 C og det regner årligt mellem 1,5 og 3,0 meter. Størstedelen af nedbøren falder i månederne december til april. Højden giver en behagelig temperatur i dagtimerne, som svarer til subtropiske forhold.

Som frivillig bor man på stationen, hvor der er enkle værelser for 2-4 personer. Der er også bygninger til turister, som besøger stedet for en kortere periode.
I området er der et vandfald, floden, hvor man kan bade tæt ved stationen og naturligvis skoven. Der er et mindre stykke skov i udkanten af stationen. For at nå frem til det egentlige skovreservat må man gå to timer sydpå gennem tidligere landbrug, der nu vokser til igen.

I skoven er der rester fra en meget gammel indianerkultur. Yumbos indianerne boede i området, før Inka indianderne kom, for ca. 1000 år siden. Man mener der har været en vej, som Yumbos indianerne benyttede, fra bjergene og ned til kysten der hvor stationen ligger. I dag er området beboet af landmænd, som avler kvæg og producerer sukkerrør.